Optakten til borgerkrigen
Som andre herskere yndede kong Alfonso XIII at blande sig i de militære anliggender. I 1921 var han således involveret i en spansk militæraktion i Spansk Marokko, hvor store dele af den spanske hær blev dræbt. Kongen havde primært haft en økonomisk interesse i krigen og naturressourcerne i området. Befolkningen ønskede ikke at blive ofret i en krig, den ikke selv havde interesse i; men også regeringen var stærkt utilfreds med forløbet og kongens rolle.
I Katalonien medførte krigen flere strejker og voldsaktioner; men den politiske situation kunne hverken løses af parlamentet eller kongen. Middelklassens anti-monarkistiske holdninger førte til et samarbejde med socialisterne om indførelse af en republik. Der fandtes flere regionale, borgerligt-republikanske partier; men det eneste disse ikke-socialistiske republikanere var fælles om, var ønsket om politiske og sociale reformer, reformer af undervisningssystemet og demokrati som i bl.a. Frankrig og England.
Kataloniens guvernør, general Miguel Primo de Rivera, stillede i 1923 krav til kongen og regeringen om, at de kunne forlade deres poster som statens ledere frivilligt eller med magtanvendelse. Magtovertagelsen kom til at ske uden blodsudgydelse og var både i officerernes og borgerskabets interesser. Landet blev et diktatur, som forbød alle de anarkistiske organisationer; men situationen blev ikke værre for dem, end den havde været under det tidligere styre med forfølgelse og mord på de anarkistiske ledere.
Til gengæld kom den første faglige landsorganisation UGT på mange måder styrket igennem militærdiktaturet, og også militært blev Rivera-regimet en opgangstid: Med fransk hjælp vandt Spanien Marokko-krigen i 1929.
Efter flere års tilbagetrukken tilværelse prøvede den tidligere konge igen at komme til magten i Spanien; men allerede efter cirka 1½ år måtte han på ny opgive sin stilling. Han erkendte at at være uden tilhængere, selv militæret håbede på et nyt styre ved at afskedige kongen; derved kunne et længe ønsket magtskifte sættes i værk.

I december 1930 var republikanernes oprør mod monarkiet og diktaturet nært forestående. Kongen abdicerede i begyndelsen af april 1931 og gik i eksil, 14. april samme år blev en ny forfatning vedtaget, og Spaniens 2. Republik kunne træde i kraft.
Den nye republik skulle rette op på landets omfattende problemer: Forholdene på landet var stadig som i et feudalsamfund, og den langsomt voksende industrialisering fyldte byerne med et stedse større proletariat. Landbruget var trods sin forældede og ofte ineffektive tilstand stadig det vigtigste erhverv; men flere og flere bønder rejste mod byerne for at søge lykken der, i en industri der var håbløst bagud og sukkede efter udvikling. Et nyt reformprogram med tre hovedpunkter skulle afhjælpe og ændre de grundlæggende strukturer og opbløde uligheden i det spanske samfund: En ændring af kirkens dominans inden for skolevæsenet, en jordfordeling som ville medføre store ændringer i magtforholdene på landet, samt en imødekommelse af Kataloniens krav om autonome rettigheder. Alle punkter var en klar provokation for den katolske og højreorienterede opposition og medførte en række uroligheder med en stærk politisk polarisering. Socialistiske grupper tog således i højere grad afstand fra den reformistiske linje og betragtede i stedet den socialistiske revolution som eneste politiske løsning.
Situationen var præget af økonomisk stagnation, finansielt nedbrud og en massiv arbejdsløshed. Det var vanskeligt at gennemføre de nødvendige reformer inden for undervisningssystemet, at begrænse kirkens magt og reducere antallet af officerer i hæren. Desuden magtede styret ikke at imødekomme de regionale autonomikrav uden at opløse selve statsdannelsen, ligesom det heller ikke kunne gennemføre landbrugsreformerne eller udligne de store sociale forskelle. De fleste reformer kunne ikke realiseres p.gr.a. oppositionen, og resultatet blev en yderligere polarisering i samfundet med deraf følgende voldshandlinger fra såvel højre- som venstrefløjen.

Den republikanske drejer og sanger Pedro Martín "El Chato de las Ventas" (189?-1936) blev enten skudt eller døde af et hjerteslag, da han fik forkyndt sin dødsdøm i fængslet i Cáceres. Han sang denne colombiana om de regionale ønsker til selvstyre:

Cataluña pide a gritos Que le den la autonomía Los gallegos están fritos Tambien en Andalucía Quieren quedarse solitos Los vascos y los asturianos También libres quieren ser Todo el mundo pide ufano Yo voy a pedir también Como buen republicano

Katalonien beder med klageråb Om at få selvstændighed Galicerne er helt vilde Også i Andalusien Vil de være sig selv Baskerne og asturianerne Vil også være frie Alle beder selvbevidst Så derfor vil jeg også bede Som en god republikaner

Den politiske situation var gået totalt i hårdknude, og der blev udskrevet valg i 1933.
Her vandt højrepartierne, som dannede regering med parlamentariske støtte fra det ultra-konservative parti Confederación Española de Derechas Autónomas. På trods af en stor stemmeandel fik partiet ingen ministerposter, men da CEDA året efter blev en del af regeringen, opstod der røre blandt mange vælgere, som ikke ønskede sig repræsenteret af et parti, hvis holdninger til demokratiet var så ekstreme, at de øvrige højrefløjspartier ligefrem afviste at samarbejde med det.
Denne regering rullede jordreformerne tilbage og fratog landarbejderne mange af de rettigheder, de havde opnået under den foregående regering. Det , skabte strejker og voldelige revolter rundt omkring i Spanien, og i oktober 1934 opfordrede det socialistiske parti PSOE (Partido Socialista Obrera de España) til en egentlig, revolutionær generalstrejke.
De kendteste og mest betydningsfulde revolter i kølvandet på urolighederne var de anarkistiske opstande blandt landarbejderne i Andalusien og minearbejderne i Asturien i 1934, som begge brutalt blev slået ned. Minearbejderstrejken blev ved indgriben af regeringslederen nedkæmpet af den afrikanske hær. Oprørslederen blev anholdt, og det samme galdt for den selv-udnævnte katalanske lokalregering. Konsekvensen heraf var endnu et langvarigt, politisk røre og et nyvalg, der skulle gennemføres i februar 1936.
Valget stod mellem to politiske alliancer, hhv. Front Nacional (Nationalfronten) der repræsenterede højrefløjen, og Frente Popular (Folkefronten), en valgalliance af midterpartierne og venstrefløjen. Centrum-venstre-partierne med PSOEsom det største parti vandt på et forsigtigt valgprogram, der primært rummede løfter om gennemførelsen af reformerne fra 1931 samt amnesti til de fængslede folk fra opstandene i 1934. Den anarkistiske fagforening CNT (Confederación Nacional del Trabajo) havde boykottet tidligere valg, men opfordrede nu sine medlemmer til at stemme p.gr.a. løftet om amnesti for oprørerne. Den nye regerings program var forsigtigt, og blandt socialister og anarkister var der stor uenighed om, hvor gennemgribende reformerne skulle være, og hvorvidt man snarest skulle gennemføre den sociale revolution eller som start alliere sig med ikke-revolutionsære grupper og småborgerskabet for at eliminere den stadigt mere aggressive højrefløj.- Fængslerne løslod de politiske fanger, og flere steder begyndte bønderne at besætte jorden, da de mente, at tiden var moden til social revolution. Hverken reformer eller revolution nåede at blive gennemført, før et oprør brød ud sydfra. Der havde allerede vsæret mange blodige kampe og krigslignende tilstande. Ingen af konfliktens parter anerkendte den demokratiske legitimitet, og borgerkrigen virkede uundgåelig.

Oprøret 1936
Den spanske borgerkrig udbrød 17. juli 1936 med et fascistisk kup imod den valgte, siddende regering. Krigen sluttede i marts 1939 med den fascistiske leder, general Francisco Francos sejr. Begge parter i krigen fik hjælp udefra, men af meget forskellig karakter: Franco fik omfattende hjælp fra de fascistiske lande Tyskland og Italien, mens regeringen fik støtte fra frivillige verden over, der gik ind i den Internationale Brigade for at bekæmpe fascisterne. Cirka 40.000 deltog i alt i den Internationale Brigade, mens omkring 7.000 tyske elitetropper og 60.000 italienske tropper deltog på Francos side. For at begrænse konflikten besluttede de øvrige europæiske magter at stoppe alt våbensalg og anden militær bistand til de stridende parter. Dette forbud blev i realiteten en ensidig hjælp til Franco, idet Tyskland og Italien ikke rettede sig efter forbuddet.

Begge lejre var præget af indre splittelse. Folkefronten rummede liberale og reform-venlige republikanere og tilhængere af selvstyre og national selvbestemmelse i Katalonien og Baskerlandet; desuden indbefattede fronten en arbejderbevægelse, der var repræsenteret af Socialistpartiet, delt mellem revolutionære og reformister, kommu-nister og en anarkistisk/syndikalistisk bevægelse, som alle støttede republikken ud fra vidt forskellige interesser og politiske målsætninger.
Også den nationalistiske lejr var splittet, hvilket var en hovedårsag til valgnederlaget i februar 1936. Koalitionen bestod af konservative republikanere, monarkister, højre-orienterede katolske kræfter samt den fascistiske falange. Nationalisterne havde støtte hos de store jordejere, borgerskabet, kirken og i dele af det stærkt politiserede officers-korps og samledes i modstanden mod den republikanske regerings reformpolitik, især afskaffelsen af kirkens privilegier, truslen om en omfattende social forandring og frygten for opløsning af Spaniens nationale enhed.

Ingen af de to lejre var i stand til at samle et flertal, og en fredelig løsning på konflikterne forekom umulig. Store grupper i begge lejre anså desuden vold for et legitimt og nødvendigt middel i den politiske kamp. Efter borgerkrigens udbrud iværksatte begge parter voldsomme repressalier mod deres modstandere. De nationalistisk kontrollerede områder var præget af massehenrettelser blandt de republikanske militser, medlemmerne af de republikanske partier samt i arbejderbevægelsens organisationer.
I de republikansk kontrollerede områder udgjorde ofrene repræsentanter for højre- partierne, godsejere, arbejdsgivere og gejstlige. Her førte krigsudbruddet til sammen- brud i den centrale statsmagts autoritet, hvilket muliggjorde uddelingen af våben til arbejderbevægelsens militser. Krigsførelsen blev varetaget af militser og lokale forsvarsråd, primært ledet af socialister og anarkister.

Folkefrontens krigsførelse blev varetaget af militser og lokale forsvarsråd, primært ledet af socialister og anarkister, mens den civile administration i store dele af landet overgik til arbejder- og landarbejderråd, ledsaget af kollektivisering af industri og handel i byerne og af jorden i landdistrikterne. Nationalisternes fremtrængen i krigens første måneder nødvendiggjorde en effektivisering af republikkens krigsførelse. Fra efteråret 1936, da anarkisterne trådte ind i regeringen, blev militserne afviklet til fordel for organiseringen af en traditionelt opbygget hær. Drivkraft i denne proces var kommunist-partiet, som - fra at have været et lille parti ved borgerkrigens udbrud - indtog en stadig stærkere position og fra midten af 1937 blev regnet for republikkens mest indflydelsesrige politiske organisation. Afviklingen af arbejderrådene og militserne blev temmelig konfliktfyldt, ligesom kommunisternes dominans var årsag til stadige spændinger i den republikanske lejr under resten af krigen.

I den nationalistiske lejr blev den militære og politiske magt hurtigt koncentreret hos general Franco. Mens de traditionelle højrekræfter gav afkald på at spille en selvstændig politisk rolle, blev de socialt revolutionære og anti-kirkelige elementer i den spanske fascisme undertrykt eller indrulleret i et nyt, statsbærende parti med stærkt begrænset virke. Bilæggelsen af de indre stridigheder var en vigtig forklaring på nationalisternes sejr; men den omfattende materielle, økonomiske og mandskabsmæssige hjælp fra Tyskland og Italien blev dog den altafgørende faktor den enegyldige sejr.

Den Spanske Borgerkrig vakte enorm international opmærksomhed, og et stort antal intellektuelle og kulturpersonligheder engagerede sig som frivillige i krigen for at kæmpe imod Francos tropper - her iblandt flere danskere. De begyndte at gøre sig gældende i forsvaret af Madrid i november 1936.
Martin Jensens sang fra 1937 vidner om engagementet fra dansk side:

En hilsen til jer, kammerater, Til dig min ven og min bror Der kæmper i Spaniens bjerg For frihed og lykke på jord

Du er vor stolthed og ære Du gi'r os tro på vor magt Vi glemmer aldrig de ofre Som du for vor lykke har bragt

Da Spaniens folk var i fare Og kampråbet lød fra Madrid Fra alle lande sig meldte en skare rede til strid

Og finder du døden dernede I kampen for frihedens sag Så bøjer vi stille vort hoved Og sænker vort blodrøde flag

En hær mangfoldig og broget Kun ens i sit flammende mod En hær af brødre, der ikke Hinandens tale forstod

Og lover at ære dit minde Din trofasthed og dit mod Derved at vi fører til sejr Den sag, som du ofred dit blod

Men hvad har ord vel at sige Når bare det gælder: Gå på! Maskingeværernes knitren Det sprog kan alle forstå!

Ja, folkenes sejrende skarer Skal følge dit blodige spor Og frihedens blomster skal spire Af Spaniens bloddrukne jord

De frivillige var overvejende kommunister; men også anarkister, syndikalister, demokrater og eventyrlystne indgik i De Internationale Brigader, der var organiseret efter sprogområder og bestod af næsten lige dele internationale og spanske tropper. De frivillige var dårligt udrustet og trænet og blev i flere tilfælde sendt direkte til fronten med helt utilstrækkelig træning. Ofte løj de frivillige om deres militære træning, for at komme hurtigere i kamp - desværre med store tabstal til følge. De internationale brigader fungerede som en modvægt til den massive troppe- og materielhjælp, Franco modtog udefra.
På trods af en indgået ikke-interventionsaftale mellem de europæiske stormagter og Sovjetunionen støttede Tyskland og Italien Franco.

Konflikten kom mere og mere til at ligne en konventionel krig. Den egentlige vending kom i midten af 1937, da oprørstropperne erobrede nordkystens sværindustri og mine-drift, hvilket svækkede republikkens forsvarsevne helt afgørende. Da nationalisterne i april 1938 havde nået Middelhavet, indledte regeringen sin sidste store offensiv. Dens nederlag i det fire måneder lange slag ved Ebro banede vejen for nationalisternes erobring af Katalonien i januar 1939. Den 26. januar marcherede deres militære og politiske leder ind i Barcelona. Herefter gik republikkens forsvar i resten af landet i opløsning, og den 28. marts faldt Madrid uden kamp. Den 1. april kunne general Franco proklamere krigens afslutning med total sejr mod "de røde".

Borgerkrigen endte med sejr til general Franco, som stod i spidsen for et stærkt repressivt diktatur frem til sin død i 1975. - I mange henseender straffede "El Caudillo" Andalusien særligt hårdt, fordi mange andalusere viste sig som "røde bastarder" under oprøret i 1934 og havde været imod ham under borgerkrigen. Da regionen desuden var præget af store godser, havde Franco med godsejerne og aristokratiets støtte en en yderligere magt og indflydelse på provinsens politiske forhold, erhvervsudvikling og medier.

På trods af den republikanske regerings nederlag fik borgerkrigen stor symbolværdi for især venstrefløjen som tegn på "folkets" kamp imod fascismen, hvor de demokratiske, europæiske stater ikke ville tage kampen op.
De ideologiske og internationale dimensioner har i vidt omfang skygget for omfanget af den tragedie, den påførte den spanske befolkning. I 1930'ernes ideologiske klima fik borgerkrigen en næsten symbolsk status som kampen mellem demokrati og fascisme, og Den har givet næring til forskellige politiske og ideologiske fortolkninger. På venstre-fløjen fremhævede kommunisterne den som et bevis på viljen til at forsvare demokratiet mod fascismen. For anarkister og socialister anskueliggjorde borgerkrigen revolutionens mulighed og stalinismens forræderi, og de højreorienterede udlagde krigen som et tidligt eksempel på kampen mod den internationale kommunisme.

Man anslår, at krigen kostede omkring 500.000 mennesker livet, heraf de ca. 250.000 i krigshandlinger, selv om alle skøn er usikre. Der var dels ofre, som faldt i kamp, dels ofre for den politiske terror og bombeangrebene og dertil mange, som omkom af sult. Efter krigens slutning gik fattigdom og undertrykkelse hånd i hånd. Nationalisterne fortsatte den brutale undertrykkelse af deres modstandere - titusinder blev fængslet, omkring 85.000 politiske modstandere henrettet for at sætte sig op mod regimet, og 200-300.000 flygtede ud af landet. De langtrækkende omkostninger var enorme: Økonomien lå i ruiner, befolkningen var forarmet og landbrugsproduktionen nåede først i begyndelsen af 1950'erne op på niveauet før borger-krigen. Leveomkomstningerne steg voldsomt med social nød, sult og underernæring til følge. Undervisning og kulturliv blev lammet af udrensninger og censur, størstedelen af den spanske intelligentsia var tvunget i eksil, samtidig med at borgerkrigen blev starten på årtiers international isolation. Konkret efter 2. verdenskrig blev landet udelukket af "det pæne selskab" fra verdenssamfundet. Først i 1953 ophævede FN sin boykot af landet, hvorefter en hurtig udbygning af industrien - som med isolationen indirekte var blevet beskyttet mod udenlandsk konkurrence - og ikke mindst turistsektoren resulterede i en betydelig økonomisk fremgang. På lang sigt var borgerkrigens måske mest tragiske resultat, at den efterlod dybe skel mellem sejr-herrer og besejrede, som først begyndte at overvindes næsten 40 år efter dens afslutning.

Borgerkrigen har været beskrevet i en lang række værker, såvel kunstnerisk, litterært som filmisk, men ikke tidligere ud fra et klart flamenco/musikalsk-synspunkt - måske med undtagelse af cd'en "Cantes Republicanos" fra 2000 og den erklæret kommuni-stiske sanger José Meneses LP "Andalucía, 40 años" fra 1970, en krønike over Franco-tiden og frankismen som sådan. De baskiske brødre Gaztea og Iñigo Ruiz' bog "36-39" fra 2006 er i højere grad en fortælling om borgerkrigen for at mindes ofrene, 51 punkt-nedslag på historier om små og store begivenheder set med flamenco-briller og fortalt gennem nye tekster til en lang række forskellige flamenco-stilarter - som en slags protestsange, følelsesladede, bevægende og dramatiske, en sand øjenåbner for de yngre generationer mange år efter krigens rædsler og de efterfølgende års undertrykkelse. - Lidt atypisk er bogen udgivet uden for flamencoens hjemsted Andalusien, men er ikke desto mindre en gribende dokumentation af død, smerte, sorg og menneskelige skæbner.

Mange kilder regnede tidligere store dele af flamencomiljøet som konservativt/højre-orienteret; men flamencoen knyttede sig allerede tidligt i den 20. århundrede til den republikanske linje. En række flamenco-begivenheder i de politisk og socialt ustabile 1930'ere var således reelt forbundet til de republikanske kredse, bl.a. i form af solidaritetsarrangementer og indsamlinger til arbejdsld øjse, fattige og andre socialt udsatte. - Mere konservativt orienterede kunstnere tilpassede sig derfor de nye politiske vilkår under republikken og sang tekster med relation til de nye værdier værdier.
Som kunstnerisk udtryk kan flamencoen ikke sættes politisk i bås eller erklære sig til blot én politisk ideologi. Men rundet af folkelige og beskedne kår blandt samfundets laveste har der ofte været en underforstået solidaritet med disse samfundsgrupper, ligesom flere sangtekster har rummet et socialt og politisk indhold. Mange af flamencoens kendte personligheder under og efter borgerkrigen har da også været af republikansk eller venstreorienteret observans og givet konkret udtryk for deres holdninger og sympatier i deres sange. Bl.a. indspillede Manuel Vallejo i 1931 "Fandangos republicanos", ligesom Juan Valderrama (1916-2004) indspillede sangen "El emigrante" om den svære tilværelse og længslen efter Spanien som flygtning fra det spanske diktatur. Men også en lang række andre af datidens flamenco-ikoner var erklærede republikanere: sangeren og flamenco-formidleren Manuel Mairena, sanger-ægteparret Pastora Pavón "La Niña de los Peines" og José Torres Garzón "Pepe Pinto", sangeren og skuespilleren Angelillo, "Paco el Americano", digteren og flamencologen José Manuel Caballero Bonald og mange, mange flere ud over dem, som omtales her.

Fandango republicano, Manuel Vallejo

Después de escuchar el Himno Al grito de ¡Viva España! Canto el fandango gitano Que llevo dentro del alma Como buen republicano

Efter at have lyttet til nationalsangen Og efter råbet Leve Spanien! Synger jeg den sigøjner-fandango Jeg altid bærer i mit hjerte Som en god republikaner

Por la libertá de España Murió Hernández y Galán* Un minuto de silencio Por los que ye en gloria están Suplico en estos momentos

For Spaniens frihed Døde Hernández og Galán Jeg beder i denne stund Om et minuts stilhed for dem Der allerede er i saligheden

El emigrante, Juan Valderrama

Tengo que hacer un rosario Con los dientes de marfil Para que pueda besarlo Cuando esté lejos de ti

Jeg må lave en rosenkrans Med perler af elfenben Så jeg kan kysse den Når jeg er langt fra dig

Sobre sus cuentas divinas Hechas con nardos y jazmín Rezaré para que me ampare Aquella que está en San Gil*

Med dens guddommelige historier Fortalt med nardus og jasmin Vil jeg bede hende om hjælp Hun som er i San Gil

Adiós mi España querida Dentro de mi alma Te llevo metida Aunque soy un emigrante Jamás en la vida Yo podré olvidarte

Farvel mit elskede Spanien Jeg vil bære dig Med mig i hjertet Skønt jeg er en flygtning Vil jeg aldrig i livet Kunne glemme dig

Cuando salí de mi tierra Volví la cara llorando Por que lo que más quería Atrás me lo iba dejando Llevaba por compañera A mi virgen de San Gil Un recuerdo y una pena Y un rosario de marfil

Da jeg forlod mit land Vendte jeg ansigtet bort og græd Bag mig efterlod jeg Alt dét, jeg elskede højest Som rejsefælle medbragte jeg Min Jomfru af San Gil Et minde og en sorg Og en rosenkrans af elfenben

Yo soy un pobre emigrante Y traigo a ésta tierra extraña En mi pecho un estandarte Con la alegría de España Con mi patria y con mi novia Y la Virgen de San Gil Y mi rosario de Cuentas Yo me quisiera morir

Jeg er en stakkels udvandrer Og medbringer til det fremmede En fane i mit bryst Med glæden over Spanien Mit fædreland og min elskede Og Vor Frue af San Gil Og min rosenkrans af eventyr Gid jeg dog kunne dø

Den kulturelle undertrykkelse var ligesom den politiske udbredt på alle planer, og heller ikke flamencomiljøet gik fri af overvågning og censur. - Flamencoen forsvandt ikke under og efter borgerkrigen, men havde naturligvis uhyre vanskelige kår. For at undgå repressalier og diskrimination valgte en del flamencos derfor en slags "indre eksil" og nedtonede deres politiske ståsted for at overleve kunstnerisk og økonomisk, mens andre flygtede og gik i egentligt eksil. En del vendte først meget sent tilbage af frygt for videre forfølgelse, mens andre døde i deres fortsatte eksil i bl.a. USA og Argentina. De kendteste af disse flamencos var nok guitaristen Agustín Castellón Campos med kunstnernavnet "Sabicas" og copla-sangeren Miguel Frías de Molina, der inden sin flugt var blevet gennembanket af en gruppe bøller fra falangen.

Ikke så få flamencos led under diskrimination, chikane og forfølgelse for på den ene eller den anden måde at have støttet de republikanske kræfter. Det galdt for eksempel sangeren José Cepero, der skrev tekster, han selv sang i republikkens tid, og som efterfølgende gav ham problemer, idet han efter republikkens fald blev sortlistet og ikke længere fik kontrakter på optræden eller blev brugt som tekstforfatter. Andre kendte navne som Manuel Vega "El Carbonillero" og store dele af Sevillas professionelle flamenco-miljø valgte at synge under mere beskedne forhold, men levede derfor også under beskedne kår. På den måde kunne de - i vidt omfang - undgå at blive hyret af falangen og den konservative overklasse "los señoritos", der ikke interesserede sig for flamenco, men alene ville have underholdning - helst til en billig penge. Det fortælles, at flere af de gamle flamenco-venner mødtes på barer og caféer for at få et glas og synge sammen. Hvis der efterfølgende blev sendt bud efter dem fra "herskaberne" om et job, svarede de pænt nej tak og sagde, at de sandelig ikke kunne synge. Humoren og ikke mindst troskaben mod idealerne har været i behold på trods af de svære levevilkår.
Alle disse kunstnere er eksmpler på det, der skete for almindelige mennesker; men det drejer sig ikke kun om dem - de er blot repræsentanter for begivenhedernes gang. Det drejer sig om de cirka 500.000 døde og de millioner af sårede - fysisk såvel som psykisk - hele det spanske folk.

Efter en borgerkrig er der ingen fred - kun én sejrherre, men mange tabere. Fjenden kan være familien, gamle venner, kolleger, skole- og studiekammerater, naboer... hvem som helst, hvor som helst. I borgerkrig er fronten allevegne - i øst, vest, syd og nord. Borgerkrig efterlader knuste familier, brudte relationer, forladte hjem, ødelagte byer og landskaber samt nedbrudte institutioner af enhver art og overlader dermed borgerne et samfund med dybe, smertefulde ar og skel - politisk, socialt og økonomisk. Efter general Francos død blev der i 1977 indført generel amnesti for handlinger udført i Franco-tiden. Det betyder, at Spanien aldrig aldrig har gennemført et retsopgør, som det f.eks. skete i Tyskland, at mange ofre aldrig har fået genoprejsning, eller at skyldige aldrig er blevet retsforfulgt. Mange af de gamle fascister blev således siddende i betydelige positioner efter overgangen til demokrati. En del af disse samt deres politiske efterfølgere har stadig stor indflydelse og afviser bl.a. en aktuel åbning af en række massegrave med ofre for falangisternes massakrer. Den socialistiske regering (2011) har dog vedtaget en lov om, at statslige organer skal bidrage til, at "kendsgerninger om omstændighederne ved borgerkrigen og diktaturet bliver kendt".
At denne historiske afdækning ikke bliver nem, illustreres af følgende episode fra foråret 201: Den kendte undersøgelsesdommer Baltazar Garzóns beslutning om at grave i Spaniens dystre fortid kom til at koste ham karrieren. Hundredtusinder af spanske Franco-modstandere blev likvideret under og efter den spanske borgerkrig. Men massakrerne er aldrig blevet undersøgt, og de efterladte har aldrig fået mulighed for at tage afsked med deres henrettede familiemedlemmer, der ligger spredt ud over landet i anonyme massegrave. Da dommeren besluttede at efterforske gravene, havnede han på anklagebænken i Spaniens Højesteret, hvor han blev fyret af sine dommerkolleger efter en otte uger lang og stærkt mediebevåget retssag. Retssagen startede med et anklageskrift fra flere organisationer på den yderste spanske højrefløj, blandt andre Falange-bevægelsen, der definerer sig som efterkommeren efter det eneste lovlige parti under generalFrancos regime. Begrundelsen lød på bevidst at have ignoreret amnesti-loven, der forhindrede efterforskning af de overgrebene under og efter borgerkrigen. - Baltazar Garzón nåede at registrere 114.000 dødsofre, inden han selv kom under anklage i Madrid. Mange kolleger i retsvæsenet samt en lang række intellektuelle, kunstnere og naturligvis almindelige borgere har dog stået bag dommeren og rost ham for sit mod til at gå op mod den yderste højrefløj og historiefornægtelsen i dagens Spanien.
Den spanske højesteret frikendte 27.februar 2012 dommer Baltasar Garzón for anklager om magtmisbrug. Anklagerne mod Garzón gik på, at han ikke havde beføjelser til en strafferetslig efterforskning af de 114.000 menneskers forsvinden 1936-1939 og under Francos efterfølgende militærdiktatur frem til 1975.

I den feberagtige tid efter diktatorens død kunne man også opleve et nyt socialt og politisk liv i flamenco-miljøet, hvor en del flamencos, der aldrig tidligere havde markeret sig politisk, så småt begyndte at lufte deres ideologiske orentering. En enkelt undtagelse var sangeren José Menese, der fra sin ungdom var erklæret kommunist og også under Franco-regimet sang sine "upassende", farlige sange - oftest skrevet af digtervennen Francisco Moreno Galván.
Efter Franco-tiden har sangere ud over Menese - især "El Cabrero", Enrique Morente, og Manuel Gerena - vist deres sympati og engagement i samfundsmæssige og politiske anliggender og den andalusiske identitet - alt sammen som led i den "kollektive hukommelse" og med fælles bevidsthed om flamencoen som folkets historiefortælling.

Triana, Triana (tangos), La Niña de los Peines

Triana, Triana Qué bonita está Triana Cuando le ponen al puente Banderas republicanas*

Triana, Triana Så smuk er jo Triana Når broen pyntes med Republikanske flag

La bandera republicana, El Niño de la Huerta

Son Hernández y Galán Heróes republicanos España con su bondad Llora hoy por sus hermanos Que en su corazón están

Hernández og Galán Er to republikanske helte Spanien græder i kærlighed Over de tabte brødre Som er i dets hjerte

Dos capitanes un día Heróes republicanos En Jaca dieron su vida Y el mundo supo su hazaña Que la patria revivía

En dag lod to kaptajner Deres liv i byen Jaca Republikanske helte var de Og alle kendte deres bedrift Så fædrelandet genopstod

En abril se proclamó La República Española La bandera que enarbola Por la que el pueblo luchó Tres colores acrisola

I april måned udråbtes Den Spanske Republik Med flaget hejst på stang Dét som folket kæmpede for Med de tre lutrende farver

A Galán y García Hernandez, Corruco de Algeciras

Un grito de libertad Dio Galán y García Hernández Tembló el trono y la Corona Y con dolor hizo triunfar La República Española

Et frihedsråb udstødte Galán og García Hernández Trone og krone vaklede Og med smerte sejrede Den Spanske Republik

Lleva una franja morá Triunfante nuestra bandera La conquistó España entera Por Hernandez y Galán Rompió España sus cadenas

Vort sejrende flag Har en violet stribe Som vandt i hele Spanien Med Hernández og Galán Spængte Spanien sine kæder

Udråbelsen af den 2. Republik og kongens fald gav anledning til en lang række af mere eller mindre kendte sange - især por fandangos.

Este fandango que canto Quiere decir con pasión España republicana Y lo es de corazón ¡Abajo la ley tirana!

Den fandango jeg synger Fortæller med lidenskab Om det republikanske Spanien Og den kommer fra hjertet Ned med tyrannernes love!

Fue el 14 de abril En España un día glorioso Se batió la tiranía Y triunfó rotundamente El pueblo con alegría

Det var den 14. april En sejrrig dag for Spanien Hvor tyranniet blev slåét Og folket sejrede Total med jubel

España tiene bandera De matices, tricolor: Amarillo, rojo y lila Colores que son de amor Juntarse a nuestras filas

Spanien har et flag Med tre forskellige farver: Gul, rød og lilla Som er kærlighedens farver Hæng det op på rad og række

Eksempler på de nye tekster af Gaztea og Íñigo Ruiz

Martinete del soldado

Soy casa de la pena Soy un trozo de dolor Tengo el horror en los ojos Y de la muerte el sabor

Min krop er lidelsens bolig Jeg er en stykke af smerten Med rædslen for mit blik så rolig Og smag af død i min mund

Éscuchame, compañera Te recuerdo en la batalla Aquí caerá tu hombre Abrazado de la metralla

Lyt til mig, kammerat Jeg husker dig i kampen Her vil din makker falde Omfavnet af maskingeværet

Está mi fusil caliente Están mis huesos mojados Las entrañas tengo abiertas Y mi tiempo se ha acabado

Mit gevær er varmt Og mine knogler ganske møre Mine indvolde er flået ud Og min sidste time er kommet

Yo respiré sólo pólvora De balas me alimentaron Nadie quise oír mi nombre Y soldado me llamaron

Jeg indånder det rene krudt Kuglerne har ædt mig op Ingen ville høre mit navn Og kaldte mig bare "soldat"

Sin novedad en el frente, soleá por bulerías

Nos está mordiende el hambre Y domimos al relente Los generales nos dicen: Sin novedad en el frente

Sulten gnaver i os Og vi sover elendigt Generalerne fortæller os: Intet nyt fra fronten

Las bombas siguen cayendo Sobre mi pueblo y mi gente Los generales escriben: Sin novedad en el frente

Bomberne falder fortsat Over mit folk og min familie Generalerne skriver til os: Intet nyt fra fronten

Se murió mi compañero Un balazo de repente Repiten los generales: Sin novedad en el frente

Min kammerat døde Dræbt af en pludselig kugle Og generalerne gentager: Intet nyt fra fronten

Madrid despierta a su pesadilla, tonás

Grandes voces llamaron El silencio respondía Nadie abría los ojos Ni escuchaba, ni sentía

Høje stemmer kaldte Kun stilheden svarede Ingen åbnede øjnene Ingen lyttede eller følte

Con furiosas dentelladas Sus afueras reventaba Llegó la bestia a su puerta Cuando Madrid despertaba

Med rasende bid Gennem smadrede omgivelser Nåede udyret byens port Da Madrid vågnede op

Grandes voces llamaron Todo Madrid respondía Los corazones se hincharon Y comenzó la sangría

Høje stemmer gjaldede Hele Madrid svarede Hjerterne svulmede Og blodbadet satte ind

Paco*, fandangos

Menos mal que ya te has muerto Caudillazo carnicero Generalito chusquero Se han podrido todos los huertos Que alimentarion tus huesos

Heldigvis er du død Du slagter af en diktator Latterlige lille general Alle de haver er mugne Som tidligere nærede dig

Los dos ojiotos muy juntos En tu tripa un gran fajín Me tendría que reír Pero hay mucho difunto Acordandose de tí

Med dine tætsiddende øjne Og det brede skærf om vommen Burde jeg grine af dig Men der er så meget dødt Som stadig minder os om dig

* Paco, kælenavn for Francisco, general Francos fornavn

Spaniens stjålne børn
En udløber af de mange overgreb og løgne er afdækningen af historien om Spaniens "stjålne børn".
Tusindvis af spaniere har levet i tvivl om, hvorvidt det barn, de fik besked om var dødfødt eller dødt umiddelbart efter fødslen, måske alligevel levede, mens andre har spekuleret over, om deres forældre virkelig var deres biologiske forældre. - Et lands historie har det med at indhente det og pludselig blive aktuelt igen. Det er også sket med denne del af Spaniens fortid, der endelig slap ud af mørkekammeret og løs blandt befolkningen.
Det handler om børn, som kort efter fødslen blev taget fra deres forældre. Mødrene fik fortalt, at børnene var dødfødte, mens de i virkeligheden blev bortadopteret til, hvad man ans&arin;g for værende mere" værdige forældre", eller i hvert fald mere velhavende og rettænkende i den frankistiske optik. Mange mødre kender og har fortalt deres historier, mens mange andre har undret sig i årevis: Var mit barn alligevel ikke dødfødt? Samtidig har mange af dem, som blev født, mens tvangsadoptionerne foregik, levet i usikkerhed, hvilket også inkluderer dem, hvis usikkerhed var ubegrundet.

40 års tvangsadoptioner
Adoptionerne begyndte under diktaturet i starten af 1940’erne og fortsatte, selv efter at demokratiet blev indført godt 30 år senere. I begyndelsen var det en praksis, man brugte for at straffe kvinder, der under borgerkrigen støttede republikanerne; men det endte som en lukrativ forretning, som lænede sig op ad en lov, der tillod tvangsadoptioner og som først blev ændret i 1987. I det konservative Partido Popular har man ment, at adoptionerne stadig fandt sted til engang i 1990’erne.
Selvom sagen først for alvor er kommet for dagens lys inden for de seneste år, begyndte historiker Richard Vinyes og dommer Baltasar Garzón allerede i 2008 at undersøge den. De hævdede, at der kunne være tale om over 30.000 spædbørn. De har begge talt med kvinder, som har givet nogenlunde den samme udlægning: At de blev fortalt, at barnet var dødt, og at det allerede var begravet. Andre mødre deltog i fiktive begravelser af tomme kister for at gøre det mere troværdigt.
Det er mødre, som i dag er måske 60 eller 70 år gamle, og som lige siden enten har troet på, at barnet døde eller har levet med en dyb usikkerhed.

Antonio Barroso, som selv blev bortadopteret, stiftede i 2010 foreningen Asociación de Afectados por Adopciones Irregulares (Anadir), der arbejder for andre i samme situation. Siden har han formået at sætte sagen højt på den offentlige dagsorden i Spanien. Han har sammen med advokaten Enrique Vila fremlagt 261 sager for statsadvokat Cándido Conde-Pumpidos i 2011. Anadir mener, at sagerne kvalificerer sig som illegale tilbageholdelser eller kidnapninger. Det var sandsynligvis starten på en syndflod af sager, der de kommende år vil oversvømme retssystemet, da mange mødre og adopterede først nu er begyndt at fortælle deres historier.
Blandt de mange moralske dilemmaer og retslige spørgsmål var, om børnene selv ønsker at blive fundet, om adoptivforældrene skal straffes, og hvorvidt retssystemet skulle sættes i i gang for at undersøge og eventuelt dømme i sagerne.

Bogen "Vidas robadas"(Stjålne liv) har kastet et grelt lys over skandalen. Bogen er skrevet af to journalister fra avisen El País og beskriver bl. a. kvinders årelange kamp for at få deres børn tilbage. Det har ikke været nemt, for helt frem til 2010 valgte skiftende regeringer at vende det blinde øje til tragedien.
Højrefløjen ville ikke lægge sig ud med den katolske kirke, som har spillet en lidet glorværdig rolle, mens de socialistisk ledede regeringer indtil for få år siden forsøgte at begrave minderne om borgerkrigen og knapt 40 års blodigt diktatur af hensyn til den "nationale forsoning".
»Men den forsoning skete på bekostning af ofrene for fascismen«, lød det i 2011 fra Baltasar Garzón, der bl.a. stod bag arrestationen af den chilenske eksdiktator Augusto Pinochet i 1998 i London. Han blev siden suspenderet, fordi han trods instruktioner om det modsatte iværksatte undersøgelser om forbrydelser begået under og lige efter borgerkrigen.
I den periode blev røverier af spædbørn sat i system af Franco-regimet. Børnene blev fjernet fra de kommunistiske, socialistiske og andre 'uværdige' forældre og tilbudt til "gode patriotiske og katolske familier". Der var tale om en form for "politisk udrensning" på samme vis, som det skete årtier senere i Argentina og Chile, hvor lignende fascistiske regimer brugte samme metode.
Det var et større, velorganiseret netværk af selvudnævnte "velgørere", som stod bag adoptionerne. Nogle påtog sig opgaven at finde frem til adoptivforældre. Andre fandt de vordende mødre, og blandt dem, som udførte denne del af opgaven, var både læger, sygeplejere, jordemødre og præster og nonner samt andre indflydelsesrige personer med forbindelser til Den Katolske Kirke. Ikke at forglemme de mange bedemænd, som påtog sig at begrave de små, tomme kister.
I nogle tilfælde insisterede forældrene på at se barnet, hvorfor man på nogle sygehuse skulle have gemt et lille barn i fryseren, der bare skulle tøs op, før det kunne blive fremvist.
Adoptionerne foregik i hele landet og var tilsyneladende ikke begrænset til at finde sted på hospitaler, men også i klostre, hvor ugifte mødre nærmest blev holdt indespærret.
Aktørerne skulle have påstået, at de udførte en god gerning. Økonomisk opmuntring fulgte imidlertid de dogmatiske: Det lader til, at især læger blev betalt godt for at medvirke i løgnene og de bizarre teateropførelser. De blev også støttet i deres overbevisning af psykiateren Antonio Vallejo Najera (død 1960), som arbejdede for regimet. I følge ham var marxismen en isme, mange af Francos modstandere troede på, en form for mental sygdom, som børnene skulle reddes fra.
Adoptivforældrene var således formodede "psykisk raske", altså tilhængere af regimet, og skal der på et tidspunkt dømmes i sagen, må de om muligt involveres.

Mange af de adopterede mener ikke, at adoptivforældrene kan holdes ansvarlige, da de ikke - eller sjældent - var medvidnende om, at de stjal et barn fra en anden. De betalte ganske vist, men troede, at pengene gik til den biologiske mor, som havde givet sit barn bort frivilligt. Børnene kostede mellem 200.000 og 800.000 pesetas, der dengang var anselige summer. Pengene gik ikke kun til de direkte implicerede, men også til militærregimet og kirken. Adoptivforældrene fik dog ingen dokumenter, der kunne stedfæste en adoption, og de registreredederfor barnet som deres eget.
Det kan være svært at forstå, hvorfor der er gået så lang tid, før denne alvorlige sag fra Spaniens mørke tid kom ud i lyset. Folk på begge sider i borgerkrigen, og også retssystemet, har generelt haft svært ved at fordøje, hvad der skete. Det ses bedst i sagerne om dem, som blev henrettet under og efter borgerkrigen. Ingen har nogensinde skullet stå til ansvar for disse handlinger. Undersøgelsesdommer Baltasar Garzón har forsøgt at ændre denne kollektive virkelighedsfornægtelse, men overtrådte ifølge højesteret sine beføjelser, blev suspenderet og arbejdede i en periode ved den Internationale Domstol i Haag, da han blev frataget sin advokatbestalling i Spanien.

Kongressen vedtog efterfølgende, at sagerne omkring de stjålne børn skulle undersøges. Medlemmer af PSOE og ERC stemte for, mens de øvrige partier udtrykte sig solidariske med de implicerede. Partido Popular tog det forbehold, at sagerne ikke skulle forelægges som værende udelukkende fra Francos tid, sådan som foreningen Anadir fremlagde dem; men at adoptionerne foregik helt frem til 1990’erne, altså også under de socialdemokratiske regeringer . Praksissen var så indgroet i samfundet, at der selv i dag er spaniere, som forsøger at købe et barn, mener man i partiet.
Instrumenterne til undersøgelserne var længe i støbeskeen, og man er gået forsigtigt til værks. I første omgang skulle den nu afgåede PSOE- regering samarbejde med den offentlige anklager for at rådgive de implicerede og oprette et program, hvormed adopterede og pårørende kunne få foretaget DNA-undersøgelser, som det er sket i Argentina, hvor tilsvarende sager er kommet frem. Den socialistiske justitsminister Francisco Camaño meddelte, at der ville blive udpeget en person til at koordinere informationen og anmodninger fra de forskelligeforeninger og det stadig ukendte antal adopterede.
Eventuelle retssager ville blive afholdt ved provinsdomstolene, og for eksempel ved retten i Málaga har dommere allerede undersøgt de første sager. DNA-tests har givet de stjålne børn bedre muligheder for at finde deres forældre mange år; senere. Det er også sket i Spanien, hvor DNA-prøver sker løbende, og for Andalusiens vedkommende samles de i en database i Sevilla.
Mens Baltasar Garzón og hans kollega kom frem til, at der er kunne være 30.000, mener man nu, at der kan være tale om helt op til som 300.000 stjålne børn.

I august 2011 kom det frem, at en kvinde, der som spæd blev stjålet fra hospitalet umiddelbart efter fødslen, havde held til at opspore sin mor. Mor og datter blev genforenet 40 år senere. Moderen havde fået at vide, at datteren døde, og datteren at hun var adopteret fra en ukendt mor. Det var det første tilfælde, og det lykkedes ved at sammenholde DNA-data. - DNA-teknologien vurderes at have afgørende betydning i opklaringen af handel med de mange spædbørn.
Efter mange ås kamp er retfædigheden ved at ske fyldest for de tusindvis af spanske børn , som fra 1939 og næsten frem til 1990 som ganske spæe blev fjernet fra deres forældre og med kirkens eller pengegriske lægers hjælp bortadopteret til fremmede familier.
Det er sket, efter at Justitsministeriet har opfordret myndighederne i Spaniens selvstyrende regionerr til at oprette særlige kontorer, hvor bortadopterede børn og deres forældre kan søge efter relevante dokumenter og bestille gratis DNA-undersøgelser i bestræbelserne på at finde deres rigtige forældre - eller mistede børn.

Røverierne og adoptionerne udviklede sig til en regulær forretning, som varede frem til vedtagelsen af en ny lov om adoption i 1987 - selv om det stadig sker, at børn forsvinder på mystisk vis fra hospitaler og fødeklinikker. Bagmændene har lige fra starten udnyttet svage og udsatte kvinders frygt og usikkerhed, sagde Ifølge Anadirs advokat, da foreningen præsenterede de første sager.
"Man førte moderen bag lyset ved at påstå, at hendes barn var dødt. Man søgte købere, de betalte, og barnet blev indskrevet som deres eget". Denne trafik fandt ofte sted på private, religiøse hospitaler, og i den ophedede debat i Spanien står den katolske kirke igen for skud. Flere munke og nonner har f. eks. indrømmet deres kendskab til denne menneskehandel. Men hundredvis af læger og ansatte i sundhedssektoren har også medvirket, og i disse tilfælde var der som nævnt tale om rene netværk, som på "kommerciel" basis tilbød barnløse forældre de stjålne børn. Nu er sagerne og skeletterne væltet ud af skabene.

Statsadvokaten skal undersøge omkring 300 nye sager, og efterforskningernekommer også i gang på lokalt plan.
Tidligere i 2011 udsendte Alejandro Alcalde Ruíz et nødråb på tv-stationen Antena 3: "Jeg søger Pilars, min adoptivdatters, biologiske mor. Pilar er 29 år". - Han kunne ikke leve med, at deres datter, som de havde købt af en nonne med tilknytning til et socialcenter i 1982, ikke kendte sin rigtige mor.
Få år tidligere havde Pilar fået mistanke om, at hun var et "stjålet" barn, og adoptivforældrene havde indrømmet det.
Pilars egen mor havde i en tilstand af depression og i total isolation skrevet under på en erklæring om, at hun ikke kunne passe barnet, og da hun få dage efter fødslen fortrød, lød svaret fra en nonne, at det var for sent. Pilars mor så ikke sit barn igen; men en journalist på Antena 3 kom via et intenst efterforskningsarbejde på sporet af hende, og en DNA-test bekræftede, at Pilar var hendes datter.
Det er en solstrålehistorie blandt mange tragedier. Men ifølge foreningen Anadir skal sandheden frem: "Uvisheden og smerten hos de "stjålne børn" og deres overlevende mødre forsvinder ikke".

De spanske massegrave - en ny udfordring
Digteren, dramatikeren og flamenco-kenderen Federico García Lorca opholdt sig i sommeren 1936 på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt: Han var taget fra Madrid for at besøge sin familie i Alfacar nær Granada inden en længere rejse til Mexico, og han så frem tilferien på den velhavende families ejendom, La Huerta de San Vicente. Men de fascistiske generalers militærkup bredte sig til flere store byer i Spanien, og garnisonen i Granada sluttede sig til general Franco og hans medsammensvorne. Dermed satte jagten ind på det borgerligt-katolske og fascistiske Spaniens modstandere. - Tusinder af mennesker blev henrettet, deriblandt den kontroversielle digter.
Oprørerne nåede frem til huset, hvor han gemte sig. Han blev arresteret og ført til landsbyen Viznar, hvor oprørerne havde indrettet en midlertidig fangelejr. Her blev Spaniens store digter henrettet 18. eller 19. august 1936, kun 38 år gammel. Efter borgerkrigens afslutning i 1939 udstedte de nye myndigheder endelig en dødsattest. Ifølge den var García Lorca død "efter følger af krigen". De nøjagtige omstændigheder ved henrettelsen kendes ikke. Man ved kun, at digteren blev kastet i en massegrav med op til 4000 lokale ofre for fascismen, og rygtet ville vide, at han lå ved siden af to anarkistiske tyrefægtere og en skolelærer. Men tyrefægternes børnebørn ønskede vished om deres bedstefædres skæbne, de søgte om tilladelse til at åbne graven - og så rullede debatten. Spaniens blodige fortid skaber stadig splid: I mange år efter demokratiseringen nægtede spanierne at beskæftige sig med "de sorte år" under Franco-diktaturet. Men 75 år efter udbruddet af borgerkrigen bliver gadenavne ændret og massegrave åbnet, mens historikere forsøger at placere ansvaret for tragedierne.

Rundt omkring i Spanien ligger adskillige massegrave, og siden år 2000 har efterladte til ofrene søgt om tilladelse til at foretage undersøgelser i gravene. Journalisten Emilio Silva oprettede en forening med det formål at undersøge den fortid, der i mange år var glemt eller fortrængt. Da han i 2000 i avisen "La Crónica de Leon" berettede om forsøget på at finde sin egen, henrettede og forsvundne bedstefar, fik han tusinder af henvendelser fra mennesker over hele landet.
Den tidligere, borgerlige regering var ikke begejstret og betragtede det som "et overstået kapitel" ifølge en talsmand for Partido Popular så sent som i 2003; men socialisterne støttede derimod initiativerne. Bl.a. blev den efterfølgende socialistiske regeringschef Jose Luís Zapateros' bedstefar henrettet af fascisterne i 1936.
Spanierne ville have besked med en fortid, de siden borgerkrigens afslutning - men også efter demokratiseringen i 1976-77 - havde valgt at glemme. En lov fra 1977 gav meget bekvemt fuldt amnesti for ugerninger begået under borgerkrigen og diktaturet fra 1939 til Francos død 19. november 1975. Derefter indledte spanierne overgangen til demokrati, la transición democratica, hvor en vigtig detalje var en national forsoning. Ikke mindst de spanske kommunister spillede en positiv rolle ved at række hånden ud til de tidligere bødler, og aktive Franco-modstandere gjorde socialistpartiet PSOE til et moderne masseparti. Men fortiden blev gemt af vejen! - "Den berømte demokratiske overgang, alle bruger som en model, var i realiteten en aftale, en pagt for at udviske ansvar - også det moralske og symbolske. Der var både amnesti og en form for hukommelsestab" ifølge catalanske historiker Vicenc Navarro.
Historikeren Santos Julia har udtrykt det på en anden måde: "Forklaringen hænger sammen med generationerne. Indtil nu var sårene for åbne, afgrunden mellem de to 'forskellige Spanien' var for stor. Parolen lød: Lad os glemme for at leve et bedre liv nu. Men de unge har et behov for at vide, hvad der skete. Kort sagt: Børnebørnene vil vide, hvad deres bedsteforældre oplevede".
Derfor satte millioner af spaniere sig i 2002 hver uge foran tv-apparaterne. Tv-serien "Cuéntame como pasó" ("Fortæl mig, hvad der skete") om Spanien i 1960'erne, Franco-styrets mest brutale og deprimerende tid, blev årtiers største tv-hit. Ingen andre programmer kunne konkurrere med historien om en jævn familie i Madrid i de sorte år. Serien fortalte om censuren, rationeringen, isolationen i forhold til resten af Europa i en periode, hvor det fascistiske styre i Portugal og regeringerne i USA var regimets eneste venner.
Imens gik unge og gamle i gang med at åbne massegrave med hjælp fra foreningen ARMH (Asociación para la Recuperación de la Memoria Historica), der på internettet orienterer om nye fund. Retsmedicinere, arkæologer, historikere og psykologer stiller sig gratis til rådighed arbejdet, der er blevet en del af hverdagen i Spanien. Andre søger efter deresforældre eller de børn, som Franco-styret tvangsfjernede og anbragte dem på hjem eller hos private. "Los niños rojos" ("de røde børn") kender ikke deres rigtige forældre, og deres skæbne eskrives i en rystende bog om 'franquismens stjålne børn'. I det hele taget blomstrer historieforskningen om Spaniens tabte 40 år, hvor et reaktionært mørke lagde sig over landet - et mørke som også var der, da chaterturister fra hele Europa opdagede landet fra slutningen af 1960'erne.
En lov om at anerkende ofrene for krigen og det fascistiske regime blev vedtaget i Cortes, det spanske parlamentets underhus i 2007. Med loven om ' La Memoria Historica' kom der for alvor gang i debatten. Loven kræver fjernelse af fascistiske mindesmærker, den anerkender ofrene - på begge sider - for krigen, og loven åbner mulighed for at efterforske dødsfald ved bl. a. at åbne massegravene. Grave bliver åbnet, kommuner organiserer udstillinger om borgerkrigens lokale begivenheder, og militært interesserede "genopfører" slag som det afgørende slag ved floden Ebro juli- november 1938, hvor 50.000 mistede livet.
Loven annulerer IKKE de domme, Franco-regimet afsagde mod mistænkte modstandere efter summariske retssager, men erklærer dem "illegitime". Beslutningen indebærer også, at statuer, plakater og andre symboler for fascist-regimet - 22 år efter den "demokratiske overgangn" - skal fjernes fra offentlige bygninger. Loven skal også godkendes af Senatet. Efter Francos død kom der desværre ingen sandheds- og forsoningskommissioner eller retssager om det USA-støttede regimes notoriske forbrydelser mod Spaniens folk, og mange af Franco-regimets militære og politiske allierede forblev på deres magtpositioner i det spanske samfund.

Massiv kritik af leksikal Franco-frikendelse: sanske historikere er gerådet i en "ny borgerkrig"
Hvem skriver et lands historie? Det indlysende svar er naturligvis, at det gør de neutrale historikere.
Men hvad så, hvis disse forskere og videnskabsmænd står på hver sin side af en gammel front, der går gennem et samfund som et åbent sår? Så har vi balladen. Og det har man igen i Spanien i disse dage, hvor ' modsvaret' til landets officielle historie, der skabte et ramaskrig sidste år, netop er kommet på gaden.
Fra hver sin bog råber historikerne op, og fra skyttegravene fyres der med hårdtslående påstande om den borgerkrig, der egentlig ' blot' varede i tre år og sluttede helt tilbage i 1939, men bare ikke vil stå stille i historiebøgerne som et for længst overstået, glemt eller i hvert fald fortrængt kapitel.
Var borgerkrigens sejrherre, den fascistiske general Francisco Franco, eksempelvis en brutal diktator og åndelig medsammensvoren med Tysklands Hitler og Italiens Mussolini? Eller var han en fredelig, lidt smådum landsfader? Selv om svaret, set fra eksempelvis Danmark, er ganske indlysende - at Franco var en fascistisk diktator, der fik lov at undertrykke sit folk fra sejren i 1939 til sin død og demokratiets indførsel i 1975 - ser det ikke nødvendigvis sådan ud i Spanien.
General Francisco Franco »blev berømt for det iskolde mod, han udviste på slagmarken«, og »hans regime var autoritært, men ikke totalitært«, er nogle af de påstande, der ophidsede mange spaniere, da de udkom i bogform sidste år. Det var nemlig ikke en tilfældig pamflet fra yderste højre, der lagde sider til portrættet, men derimod ' Diccionario Biografico Español', Spaniens officielle historie, udgivet af det royale historiske akademi. Forud for bogens udgivelse sidste forår gik 12 års arbejde for de udvalgte historikere, som i sin tid blev sat på opgaven med økonomisk støtte på omkring 45 millioner kroner fra den borgerlige regering under ledelse af José María Aznar, som i parentes bemærket har fået et rosende kapitel i bogen ligesom sin kulturminister, der bevilgede pengene. Historiker ven af familien Franco Alligevel troede spanierne, at de endelig havde fået et helt officielt værk, som tog landets nyere og kontroversielle historie under behandling på en neutral og grundig måde. Men de blev klogere. Som direktøren for det royale historiske akademi, Gonzalo Anes, selv udtrykte det ved udgivelsen: »Det er meget vanskeligt at ERIK JENSEN, BARCELONA opnå absolut objektivitet«. Det tør siges. Især hvis man på holdet af forfattere indskriver en 87-årig professor, der er specialist i middelalderen og personlig ven med familien Franco, til at skrive et af bogens vigtigste kapitler, portrættet af diktatoren. Den omstridte, pensionerede professor er Luis Suárez. Han er medlem af Broderskabet for De Faldnes Dal, der beskytter mindesmærker for Franco i Spanien og er imod den udgravning af massegrave fra borgerkrigen, som finder sted i disse år.
»Dette er et objektivt værk uden værdidomme«, sagde han sidste år, da bogen udkom. Og forklarede, at han ikke kalder Franco diktator i bogen, »for det gjorde man heller ikke, da han levede«. Den slags udsagn skabte flammende debat i Spanien, da bogen udkom. Spanien har aldrig i lighed med Tyskland haft et opgør med sin - ikke så fjerne - fascistiske fortid. I årene efter krigen var det forbundet med livsfare for den tabende, socialistiske side at tale om sine tab, eventuelle uretfærdigheder endsige at rette anklager mod de vindende fascister.
Da Franco døde, og man indførte et skrøbeligt demokrati, vedtog de politiske partier en fælles fortrængning af krigen, 'el pacto de silencio' (tavshedspagten). Den skulle forhindre, at hæren og officererne skulle forsøge at tage magten ved et nyt militærkup.
Men en historiebog med sorte politiske pletter var trods alt mere, end selv de mest fredsøgende spaniere kunne klare. Derfor er ' En el combate por la historia' (' I kamp for historien') nu udkommet på det til lejligheden oprettede forlag Ediciones Pasado y Presente.
»Jeg er hverken for den ene eller den anden side, men vi kan ikke retfærdiggøre et statskup. Et statskup er et statskup og ikke en opstand, man kan glorificere. Ligeledes kan man heller ikke sige, at den ene side ( af borgerkrigen, red.) var national, men ikke den anden. Begge sider i krigen var nationale. Problemet med den første bog var, at nogle få stemmer i den forurenede hele værket«, siger professor i militærhistorie Fernando Puell til avisen El Pais. Han er pensioneret oberst i den spanske hær og har bidraget til begge bøgerne.
I det nye værk har 33 historikere og videnskabsmænd korrigeret første version af den spanske historie fra borgerkrigens start til Francos død. Blandt dem er også den britiske historiker Paul Preston, der har specialiseret sig i den spanske borgerkrig.
Han mener, at problemet i den første bog var forsøget på at bagatellisere Francos rolle og drabene på uskyldige under og efter krigen
. Forskellen mellem de to bøger illustreres bedst med et citat fra hver om samme emne, El Caudillo, Francisco Franco: »Han skabte et autoritært regime, men det var ikke totalitært, for de politiske kræfter bag ham - falangisterne, traditionalisterne og højrefløjen - var samlet i en bevægelse, som alle anerkendte staten... Han måtte indgå små kompromiser med Italien og Tyskland«. Luis Suárez. »At sige, at Franco var en middelmådig figur, forklarer ikke, hvordan han kunne få den absolutte magt. Han havde meget til fælles med Hitler og Mussolini (...) Skruppelløsheden i bombardement af landsbyer i Asturien og brugen af marokkanske lejesoldater som kanonføde røber, at Franco følte den samme foragt for stammerne i Marokko og de venstreorienterede arbejdere. Han gennemførte en krig med terror, hvor drabene på fjendtlige tropper blev akkompagneret af en skrækkelig undertrykkelse af civilbefolkningen«. Paul Preston.
Der står striden i dag i det politisk delte Spanien, hvor man kun er sikker på en ting, nemlig at det sidste verbale skud ikke er affyret i den mentale borgerkrig.
Som historiker kan man ikke kalde Franco en diktator, for det gjorde man ikke i hans samtid. Luis Suárez, historiker.
Fakta: Den spanske borgerkrig varede fra 1936 til 1939 og menes at have kostet en halv million mennesker livet. Dertil kommer op mod 250.000 spaniere, der blev henrettet eller døde i fangenskab under sejrherren, Francisco Francos, diktatur, der først sluttede med hans død i 1975. Krigen og Francoperioden er stridsemnet mellem to nye historiebøger om det moderne Spanien: Diccionario Biografico Español ( 2011) og En el combate por la historia ( 2012).
. El Caudillo - Lederen - blev general Francisco Franco kaldt i sin samtid. Men det forhindrer ikke, at han var en brutal diktator med klare ligheder med sine våbenfæller Hitler og Mussolini Francisco Franco blev i 2011 rehabiliteret i en ny biografi: En af artiklerne i Spaniens store biografiske leksikon - et værk med over 43.000 biografier over kendte spaniere - fremstår som intet mindre end en hyldest til generalísimo Francisco Franco, der styrede med jernhånd i næsten 40 år.
. "Hans regime var autoritært, men ikke totalitært", skrev den 86-årige historiker Luís Suarez om diktatoren, hvis politi og tilhængere henrettede titusindvis af spaniere. Langt over 100.000 lig er allerede fundet i Franco-tidens massegrave.
Historikeren mener derimod; at "Franco viste koldsindigt mod". - På trods af, at Luís Suarez' speciale er middelalderen, var han i mange år en af de få historikere, som Franco-familien gav adgang til diktatorens personlige arkiver, og han udgav allerede i 2005 en stærkt kritiseret bog om diktatoren. Derfor er der også mange, der lamslået undrer sig over, at netop han fik til opgave at skrive den nye biografi om diktatoren i væ:rket fra Spaniens historiske akademi. - "Franco skabte sig et navn gennem det koldsindige mod, han viste i felten", står der blandt andet i den officielle biografi.
Spanske og latinamerikanske forfattere og intellektuelle har reageret med bestyrtelse. F.eks. kaldte Nobelpristageren og forfatteren Mario Vargas Llosa det en skandale. Den engelske historiker med speciale i Spanien, Paul Preston, erklærede, at "Beskrivelsen af Franco er entydigt frankistisk. Jeg havde forventet mere objektivitet". - Og litteraturkritikeren Miguel García Posada gil hele vejen med sin kritik: " Første udgave bør trækkes tilbage og erstattes af en ny, korrigeret version".
Det kongelige spanske historiske akademi blev kritiseret højlydt som en forsamling af gamle mænd, der bader sig i Spaniens glorværdige fortid. - Direktøren Gonzalo Anes indrømmer, at akademiet bør moderniseres, så der for eksempel kommer flere kvinder ind end de nuværende 2 ud af 36 medlemmer. Desuden skal akademiet bliver bedre til at beskæftige sig med samtidige emner.
Det var dog ikke nok for historikeren Verónica Sierra, som kaldte akademiet et "museum for Franco-facismen" - "fortsat feudalt og borgerligt, elitært og anakronistisk" ifølge hendes hårde dom om de overvejende ældre herrer. En række af de ledende medlemmer er nemlig stadig mænd, som indtog ledende stillinger under diktaturet, som siden har forsøgt at rehabilitere det, og som helt åbenlyst betegner sig selv som tilhængere af general Franco.

Ikke kun verbalt går det hårdt for sig, når spanierne forholder sig til landets nyere og blodige historie. I byen Poyales del Hoyo, hvis godt 600 indbyggere normalt har levet sammen i fred og fordragelighed, har det været nødvendigt med politiets permanente tilstedeværelse. Grupper fra byen har flere gange haft fysiske sammenstød i forbindelse med en debat om massegrave fra borgerkrigen, og i Granada advarer et medlem af byrådet mod at fjerne en statue af en af den spanske fascismes grundlæggere, Primo de Rivera. »Det vil blot rive op i en masse lort«, lød det fra Mayte Olalla, og byrådets øvrige partier krævede hendes afgang. - Det nægtede hun, og i en udtalelse fastholdt hun sit standpunkt: "Disse temaer ripper op i sår, som kostede os meget dyrt, og som igen og helt unødvendigt deler den spanske befolkning;. Det har kun været par eksempler på en hidsig debat, som i et par år har fyldt meget i de spanske medier, og som nåede et foreløbigt højdepunkt i forbindelse med 75-året for de fascistiske officerers oprør mod den lovligt valgte venstrefløjsregering 18. juli 1936.
F. eks. krævede antifascistiske foreninger, at paven under sit besøg i Spanien i august 2011 offentligt beklagede den katolske kirkes støtte til Francos diktatur og aktive deltagelse i undertrykkelsen af kommunister, socialister, fagforeningsfolk og demokratiske kræfter i det hele taget.
ARMH og andre foreninger bidrager til, at borgerkrigen og næsten 40 års diktatur ikke går i glemmebogen, og det er på høje tid, at spanierne ser fortiden i øjnene. Fra perioden, hvor overgangen til demokrati blev indledt og frem til nu, har der ikke været en seriøs analyse af diktaturet.
I årene efter Francos død i 1975 og overgangen til demokrati var parolen "national forsoning"; men det er nærmere opgaven nu, hed det f. eks. fra den kommunistiske fagforeningsleder Marcelino Camacho, der havde tilbragt mange år af sit liv i Franco-styrets fæn;gsler.
Og spanierne gik amok i over 20 års "movida" med fest, sex og kunstnerisk kreativitet. Friheden blev sluppet løs - og der blev ikke plads til selvransagelsen: "Nødvendigheden af enighed mellem højre og venstre, men også en stor forsigtighed umuliggjorde en selvkritik fra selve statens side", mente sociologen Fermín Bouza. Og dermed var låget lagt over debatten.
Men venstrefløjspartierne, foreninger for diktaturets ofre samt personligheder som Baltasar Garzón har arbejdet ihærdigt for, at fortiden ikke skulle gå i glemmebogen, og den unge generation kræver oplysning og svar om fortiden.

Højrefløjens kampagner mod undersøgelsesdommeren, som insisterede på at undersøge forbrydelser begået under Franco-regimet, på trods af at de er omfattet af amnesti, er et tydeligt udtryk for, at selv det "civiliserede" højre ønsker at kaste et glemslens skær over borgerkrigen, påpegede politologen Antonio Elorza. Dertil kommer stadig flere forsøg på at rehabilitere kupmagerne: "Oprørsgeneralerne og deres kriminelle handlinger forsvinder fra kortet. De var simple instrumenter for en historisk nødvendighed, som tvang dem til at genskabe orden".
Men der blæses til modstand mod den form for historieskrivning. Det er nødvendigt at placere et ansvar for krigens forbrydelser, ifølge den engelske historiker Robert Preston. "Selvfølgelig skete der forbrydelse p&arin;g begge sider. 50.000 tilhængere af højrefløjen, præster og munke blev henrettet i krigens første dage af tilhængere af republikken", fastslog Robert Preston, hvis nyeste bog har titlen "El holocausto español" (Det spanske holocaust). - Bag disse henrettelser stod anarkistiske grupper.
"Men fra december 1936, da regeringen havde genskabt orden og autoritet , var der næppe flere af den slags ofre. Man kan ikke sammenligne med dem, der havde en plan på forhånd", anførte han med henvisning til den fascistiske general Molas detaljerede planer for henrettelse af tilhængere af republikken. Ude ved Escorial-slottet ligger Valle de los Caídos, De Faldnes Dal, med det gigantiske mindesmærke over de faldne, som reelt er general Francos sejrsmonument.
Politiske fanger var med til at bygge monumentet, som blev indviet i 1958, og 33.833 faldne fra begge sider ligger begravet i skyggen af et gigantisk kors. General Franco og grundlæggeren af det fascistiske parti, Primo de Rivera, er også stedt til hvile der.
Et udvalg nedsat af regeringen skal give et svar på et spørgsmål, som mange har stillet sig siden Francos død: "Hvad skal man stille op med stedet? Og hvad skal man stille op med diktatorens og hans sammensvornes grave?". - Igen er det frygten for at se fortiden i øjnene og tage de nødvendige politiske og ideologiske slagsm&arin;gl, som gør, at man først tager debatten 35 år efter Francos død, ifølge et af udvalgsmedlemmerne, historikeren Ricard Vinyes. - Digteren Marcos Ana, der henslæbte 23 år i Francos f&aeli;gngsler, gav sit eget bud: "Vi bør omdanne det til et museum mod Franco, et sted for det demokratiske eftermæle, som også mindes dem, der byggede det«.

Kilder:
Antony Beevor: Den spanske borgerkrig - 1936-1939. - København, 2013
Francisco Espinosa Maestre: Shoot the messenger? - Eastbourne (England) ,2013
José Manuel Gamboa: Una historia del flamenco. - Madrid (Spanien), 2004
Juan Pinillo: Las voces que no callaron. - Sevilla (Spanien), 2011
Félix Grande: Memoria del flamenco. (1979) - Barcelona (Spanien), 2001
Alfredo Grimaldos: Historia social del flamenco. - Barcelona (Spanien), 2010
José Luis Ortiz Nuevo: Pensamineto politico en el cante flamenco. - Sevilla (Spanien), 1985
Juan Pinilla: Las voces que no callaron: flamenco y revolución. - Sevilla (Spanien), 2011
Torben Riis Petersen: Den spanske borgerkrig - baggrunden, krigen og verden omkring. - København, 2013
Gaztea & Iñigo Ruiz: 36-39, 51 pequeñas y grandes historias de la guerra civil desde el sentir flamenco. - Logroño (Spanien (2007)
Manuel Ríos Ruiz: El gran libro del Flamenco, bd. 1-2. - Madrid (Spanien), 2002
Den Store Danske Encykolopædi
Leksikon for det 21. århundrede
Infomedia