Flamenco Vivo

Aromas de Andalucía - en duft af Andalusien

Kirsten Kincaid og Susanne Sara Nyegaard

Federico Garcia Lorca

"Hver gang jeg i fremtiden under Nordens tågede
himmel erindrer denne dag, vil der falde solskin ind i
min sjæl, og mine tanker ville få rosernes farve."
Chr. Molbech: "En måned i Spanien", 1848

"Aromas de Andalucía" er en historie fra de varme
lande: En rundrejse i Andalusiens historie og folke-
sjæl i poesi, anekdoter, musik og dans.
Efter en introduktion til nogle af de væsentlige andalu-
siske digtere og især til Lorcas særegne univers præsenterer
gruppen "Flamenco Vivo" en forestilling,
der dramatiserer flamencoens stærke poesi, dens
intense følelser og stemninger.

Nordboer har altid været fascineret af Syden:
Solen, lyset, nætternes blødhed, blændende hvide
byer, den eksotiske flora, duftene, maden, vinen,
folkelivet og forskelligheden.
Flere af vore egne forfattere fra H. C. Andersen
over Chr. Molbech og frem til Klaus Rifbjerg har i
deres rejseskildringer spejlet denne fascination.
Men i betragtning af den store turiststrøm fra Norden
til Den Iberiske Halvø er kendskabet til Spaniens
kulturrigdom imidlertid forbløffende småt.

 

Federico García Lorca

 

Med sin lange og dramatiske historie er Spanien et af de nære, europæiske lande, hvor vi oplever det største og mest nuancerede
udtryk inden for kunst, arkitektur, litteratur og musik. Befolkningsvandringer, omfattende handelssamkvem, krige, udenrigspolitiske og interne, politiske magtkampe gennem årtusinder har således sat sine dybe spor i kulturhistorien.

En af Spaniens historiske og kulturelle smeltedigler er Andalusien, de sydligste regioner i landet, som var under arabisk herredømme i mere end 700 år - 711-1492. I denne periode blomstrede og udviklede regionen sig socialt, økonomisk, videnskabsmæssigt og kulturelt i samdrægtighed mellem maurerne, det spanske folk og andre etniske eller religiøse grupperinger. En malerisk beskrivelse af dette multkulturelle samfund finder vi hos den svenske forfatter Frans G. Bengtsson i romanen om vikingen Røde Orms eventyr i Vesterled.

Al Andalus - Vandalernes Land - var arabernes betegnelse for Sydspanien. Navnet refererer til de germanske erobringer og indvandringer omkring 400-tallet e.Kr. Gennem historien har påvirkningerne imidlertid været utallige og mangeartede: Fønikisk, græsk, romersk, punisk, arabisk, fransk og i bredere forstand europæisk; men Sydspanien har aldrig mistet sin egen specielle identitet og stemning.

Potteskår fra Hasta Regia, Jerez, ca. 1. årh. e. Kr.

I årtusinder har Andalusien gjort sig gældende i kraft af sin strategiske beliggenhed for trafik og handelsveje - midt mellem to have og to kontinenter. Vigtige havnebyer som Gades - nutidens
Cádiz - og Hispalis - vor tids Sevilla - blev centre for velstand og kulturel mangfoldighed.
Fra den klassiske oldtid kender vi store personligheder som statsmanden og filosoffen Seneca samt satirikeren Marcus Valerius Martialis, der allerede omkring 1. århundrede e. Kr. omtaler kvinderne fra Cádiz, som var kendt for deres yndefylde og sensuelle danse - måske flamencodansens urform.

 

Potteskår fra Jerez-egnen
(Hasta Regia), ca. 1. årh. e. Kr.

 

Med den nyere tids opdagelsesrejser og ekspansion markerede Spanien sig på verdenskortet som en stærk politisk, religiøs, økonomisk og kulturel magtfaktor - om end ikke altid med lige positiv effekt.
Columbus satte sejl mod den nye verden fra Palos de la Frontera, og via floden Guadalquivir og Sevillas havn bragtes store rigdomme tilbage til hjemlandet - fra guldskatte til krydderier, kakao og kartoflen.
Fra disse perioder stammer brugen af de store silkesjaler fra Østen, pyntekamme i skilpaddeskjold og andre dragttraditioner, som stadig ses i den andalusiske festdragt og specielt indenfor flamencoen.

 

Fårehyrde med sin flok

Andalusien er i dag en af Spaniens fattigste regioner som følge
af mange hundrede års feudalisme, utidssvarende produktion
og langsommelig udvikling. I storbyerne er hverdagen ganske
vist moderne og europæisk; men på landet og i landsbyerne er
levevilkårene mange steder stadig beskedne og omgangsformerne
præget af det nære samfunds vilkår på godt og ondt.
Den omfattende industrialisering, der fandt sted i Baskerlandet,
Katalonien og omkring Madrid, nåede aldrig for alvor til Sydspanien.

 

Fårehyrde med sin flok

 

Historie
Siden romertiden har Andalusien været præget af latifundiestrukturen og et deraf følgende stort landarbejderproletariat med yderst ringe levevilkår. Anarkisme og anarkosyndikalisme har derfor altid haft gode betingelser i Andalusien, og det førte i 1800- og 1900-tallet til talrige strejker, opstande og anden social uro blandt landarbejderne.
Den demokratiske forfatning, der blev indført i Spanien i 1978, gav mulighed for oprettelse af selvstyrende regioner (Comunidades Autónomas), og Andalusien fik godkendt sin forfatning (Estatuto) i 1982. Som de øvrige 16 autonomier har området sin egen præsident, regering og parlament med ret vidtgående kompetence på en lang række områder, selvom den er mere begrænset end den, der er gældende for de såkaldte historiske nationaliteter, d.v.s. Catalonien, Baskerlandet og Galicien. Selvom Andalusien stadig er mærket af mangel på økonomisk / erhvervsmæssig udvikling, er det til gengæld også her man i rigt mål finder en rodfæstet folketradition med musik, sang og dans som en del af dagliglivet i både hverdag og fest, ligesom regionen har manifesteret sig inden for andre grene af kulturlivet.
Næst efter landbruget er turismen blevet Andalusiens vigtigste erhverv. Og med god grund, for regionen rummer muligheder for store oplevelser både hvad angår natur, afslapning og kultur.

Spanske billedkunstnere er rigt repræsenteret på museer verden over, f.eks. multitalentet Picasso fra Málaga. Men især inden for musikken har Andalusien gjort sig stærkt gældende med komponister som Sor, Granados, Albéniz, og de Falla, ligesom flamencoen er kendt som et dramatisk og intenst musikalsk udtryk.

I litteraturen har Spanien bidraget med mange store begavelser fra Cervantes og Góngora til nutidige forfattere som Paz og Cela.
Fra Andalusien stammer navne som Machado, Alberti, Juan Ramon Jiménez og Fernando Quiñones. Fælles for mange af Andalusiens poeter er, at de trods deres forskellige udgangspunkter og en ofte intellektuel indfaldsvinkel har formået at skrive i overensstemmelse med en folkelig, andalusisk tradition, hvad der også har bevirket, at mange af deres tekster genfindes i flamencoens univers.

 

Manuel de Falla, Federico García Lorca og José Segura

Den kendteste blandt disse digtere er uden diskussion modernisten Federico García Lorca, og i 1998 fejredes overalt i Spanien 100-året for hans fødsel. Få digtere og dramatikere har opnået en international anerkendelse og udbredelse som ham, og mange sangere og musikere har fortolket hans tekster med traditionel og ny musik.
Lorcas navn er i høj grad knyttet til flamencoen, som hans poetiske, dramatiske og musikalske hjerte bankede for. Udover at arrangere den første flamencosangkonkurrence i Granada i 1922 sammen med komponisten Manuel de Falla, har Lorca skrevet flere dramaer og digtsamlinger med inspiration fra flamencoen og sigøjnerne. Mange af disse tekster er senere fortolket af de store flamencosangere som Camarón de la Isla, Enrique Morente, Juanito Valderrama, Lola Flores, Lole y Manuel, Manzanita, Pata Negra, Pepe Marchena og Carmen Linares, og stadig nye fortolkninger og arrangementer kommer til fra dette poetiske og mytiske univers.
Især Camarón har fortolket en lang række af Lorcas digte på sine plader som f.eks. "Nana del Caballo Grande", "La leyenda del tiempo", "Romance del Amargo", "Casida de las Palomas Oscuras", "Romance de Thamar y Amnon" og bidraget til pladen "Los gitanos cantan a Federico García Lorca" sammen med Manzanita, Diego Carrasco, Ricardo Pachón, Lole y Manuel, Pata Negra og Tino di Geraldo. - Også den fabelagtige guitarist Paco de Lucía viste allerede som gete ung i 1965 sin respekt for digteren med pladen "Doce Canciones de García Lorca para guitarra" sammen med guitaristen Ricardo Modrego.
Lorca var allerede som ung fascineret af flamencoen og dens poesi, og han brugte den som tema i digtsamlingerne "Sigøjnerballader" og "Cante jondo digtene", ligesom han har beskrevet genren i adskillige foredrag, artikler og essays. Sammen med komponisten Manuel de Falla ønskede Lorca at udbrede kendskabet til denne inderlige og fremmedartede tradition, og i 1922 organiserede de den store sangfestival, som blev startskuddet til anerkendelsen af og et egentligt studie i selve flamenco-kulturen. Ved konkurrencen medvirkede flere store sangere som dommere, bl.a. don Antonio Chacón som formand for dommerkomitéen og Manuel torres, Tomás Pavón, Niña de los Peines og Diego Bermúdez som medlemmer af juryen.

 

 

Manuel de Falla, Federico García Lorca og José Segura

 

Om flamencoens sjæl "duenden" har García Lorca bl.a. udtrykt, at "... dens spillerum er naturligvis størst i musikken, dansen og den poetiske recitation, fordi de kræver en levende krop som fortolker - de er former der ubønhørligt fødes og dør og kun afgrænses af det præcise øjeblik..... En udøvende kunstner kan gennemtrænge et ligegyldigt stykke fortærsket musik med sin duende og gøre det sandt og smukt. En danser og en tyrefægter kan gøre det. Følelsen af at den menneskelige grænse grænse er blevet overskredet".

Flamencoens oprindelse og udvikling fortaber sig i historiens tåger; men den er sandsynligvis opstået blandt sigøjnere, muslimer, jøder og andre udstødte samfundsgrupper i den nation, der grundlagdes af kong Ferdinand V og dronning Isabella I med den kristne generobring og samling af Spanien. Gennem århundreders blanding med den spanske folketradition har sangen, musikken og dansen udviklet sig til det udtryk, vi kender i dag, fyldt med alle livets store følelser og stemninger, en balance mellem tilværelsens uafvendelige kontraster: Liv og død, glæde og smerte, kærlighed og længsel, håb og skuffelse, stolthed og sensualitet, fortvivlelse og humor.

Flamenco er i sin rod og sit inderste væsen lidenskabernes musikalske udtryk, en samlet manifestation af Andalusiens sjæl og kultur og på samme tid refleksionen over det basale og universelle ved dét at være menneske, mættet med både de stærkeste farver og det dybsorte mørke.

Forestillingen "Aromas de Andalucía" er velegnet for biblioteker, foreninger og højskoler. Desuden kan den indgå som indslag på temadage i musik- og bevægelsesundervisningen, i spanskundervisningen eller som et fælles elevarrangement på gymnasier, hf og i folkeskolens største klasser. - Arrangementet kan ifølge aftale spænde fra digtoplæsning, foredrag om flamencoens historie og til koncert / show. I forbindelse med et sådant arrangement vil der være mulighed for at stille spørgsmål til gruppens medlemmer om forestillingens indhold og forskellige aspekter, ligesom der kan arrangeres workshops i dans.

 

Facts om Andalusien:
Andalusien er Spaniens sydligste region, som ligger ud til to store have, Middelhavet og Atlanterhavet.
Med en udbredelse på 87.268 km2 udgør den omkring 1/6 af Spaniens samlede areal. Andalusien har cirka 7,5 millioner indbyggere og er således den mest folkerige af Spaniens 17 selvstyrende regioner.
Administrativt består Andalusien af 8 provinser: kystprovinserne Almería, Granada, Málaga, Cádiz og Huelva samt indlandsprovinserne Sevilla, Córdoba og Jaén. Provinserne udgør tilsammen autonomiet Cominidad Autónoma de Andalucía, som har eget parlament og egen lokal regering med sæde i Andalusiens hovedstad Sevilla.
Regionen er adskilt fra det øvrige Spanien af flere høje bjergkæder. Det er derfor, regionen gennem historien har haft tætte forbindelser syd- og vestpå, mens kulturudvekslingen og påvirkningen fra den moderne samfundsudvikling med resten af landet igennem århundreder var mindre. Mange andalusere omtaler i spøg sig selv som "africanos" - afrikanere, fordi det tidligere har været meget lettere at krydse Middelhavet end at foretage den besværlige landrejse nordpå over bjergene.

 

For booking kontakt:
Susanne Sara Nyegaard
Bjørnsonsvej 15
DK - 2500 Valby
Telefon: (+45) 36171968
Mobil: (+45) 26252968
E-mail:
kontakt@flamencovivo.dk

 

Tilbage til startside