Flamenco Vivo

Af Susanne Sara Nyegaard

I århundreder var guitaren slet og ret flamenco'ens instrument. Bortset fra håndklap, stokkeslag og slag i en bordplade, på guitarens dæk eller sider har kastagnetterne traditionelt været det eneste egentlige rytmeinstrument i flamenco-universet, men med dørene åbne mod både den arabiske verden og den vestlige verdens øvrige musikformer er der kommet nye boller på den andalusiske hvidløgssuppe.
Palmas - håndklappene - er det mest autentiske og måske også det mest fascinerende "rytmeinstrument" i flamenco og har udviklet sig til en egentlig kunstart inden for genren. Som instrument betragtet er det intet mindre end ideelt: det er "lige ved hånden" - og helt gratis - og kan performes bå de enkelt og sofistikeret, komplekst og varieret som ledsagelse og støtte for alle flamencoens elementer: sangen, guitaren og dansen. Når klappene udføres præcist og sikkert med drive og swing, giver de basis og rum for de andre artister til at performe meget bedre. Klappene er en hjælp og en katalysator og fungerer traditionelt som dét rytmiske grundlag, flamencoen gennem et par århundreder har udviklet sig og slynget sig hen over.
Men verden bliver mindre, og musikken udvikler sig: Ikke nok med at sydamerikanske musiktraditioner har sneget sig ind i flamenco'en ad bagdøren - også flere transatlantiske instrumenter har fundet vej ind i den ellers så "asketiske" besætning.

Cajón peruano
Siden den sevillansk-københavnske gruppe Smash miksede flamenco med gedigen 70'er-rock og El Lebrijano slog sig sammen med en gruppe musikere fra Tanger og fusionerede flamenco med - for flamenco'en historiske - musikudtryk og instrumenter som laúd og darbuka, har lysten til at blande og fusionere været enorm. Musikere er rejst verden rundt og har ladet sig inspirere alle vegne, og 30 år efter at Paco de Lucía og Rubem Dantas i 1970'erne kom hjem fra Peru med en stor trækasse, er især cajón'en blevet fuldt integreret som et naturligt rytmeinstrument i flamenco - en mellemting mellem håndklap (palmas) og en tromme.

Hvad er en cajón?
Instrumentet stammer oprindeligt fra de afrikanske slaver i Peru. I lang tid var cajón'en ukendt uden for Peru, men bredte sig bl.a. til Cuba, og den findes i forskellige variationer og størrelser i mange andre af de sydamerikanske lande, hvortil der blev importeret slaver fra det afrikanske kontinent.
Gennem slavehandelen med Afrika blev 10-15 millioner afrikanere solgt som slaver til Amerika. - Af de importerede slaver gik 38% til Brasilien og 17% til de spansktalende lande i Sydamerika, 17% til franske områ der i Vestindien, 17% til britiske områ der i Vestindien, 6% til danske, svenske og hollandske områ der i Vestindien og 6% til USA. Slavehandelen var overvejende koncentreret til det 18. å rhundrede. I 1825 var fordelingen af slaver så dan, at 36% boede i USA, 31% i Brasilien, 15% i det britiske Vestindien og 11% i spansk Sydamerika.

Slaverne fristede en hård og ufri tilværelse. For at undgå "ophidselse" og dermed oprørstrang blandt slaverne forbød deres ejere dem at spille på deres traditionelle instrumenter. I stedet sang de og slog rytmer på alt, hvad de havde for hånden eller nemt kunne omdanne til en slags slagtøj: håndklap naturligvis, bordplader, skeer, træstave - og trækasser af alle slags.
Caja er en kasse, og cajón er en stor kasse eller kiste, og kasser fandtes selvfølgelig alle steder til pakning og forsendelse af frugt, grønt og alverdens andre varer og genstande - "uskyldige" fordi de ikke var rigtige instrumenter, men ganske effektive alligevel.

Hvordan ser cajon'en ud?
En cajón ligner mest af alt en helt almindelig trækasse, og det er lige præcis, hvad den er! I dag fås den i mange faconer, raffinerede og lakerede udgaver med indlæg og andre snurrepiberier, men det er stadig grundlæggende bare en kasse, man slår på .
På trods af de forskellige formgivninger er den mest almindelige model en rektangulær kasse sat på højkant og med ét stort eller to små lydhuller bagpå.
Billige modeller fremstilles typisk i krydsfinér, mens bedre instrumenter laves af rigtigt træ - fyr, ceder eller caoba (en mahogni-art). Materialet vil typisk være forskelligt til sider og dæk, så lyden bliver forskellig afhængigt af, hvor man slår og med hvad. Selve kassen afstives og forstærkes med træklodser og lister, så den kan bære musikerens vægt uden problemer.
Bagpladen med lydhullet limes og skrues fast til siderne. Frontpladen (dækket) skal ikke limes, men kun skrues fast. For at få ekstra kraft i de lyse slag, kan man lade være med at fastgøre den øverste halvdel af dækket.
Den øverste kant på dækket afrundes og slibes grundigt inden lakeringen, så musikeren ikke skader sine hænder på den skarpe kant. Naturligvis er alle skruer dykket, så musikeren heller ikke kommer til skade ved at rive sig på udstående skruehoveder.
Højden varierer, men for at siddestillingen skal være bekvem og musikeren kan komme til at slå på stort set hele kassen, er idealhøjden omkring de 45-50 cm. Nogle kasser fremstilles med en lidt ru belægning eller et egentligt sæde på toppen, så musikeren ikke glider af undervejs.

Hvordan spiller man på cajón'en?
Cajón'en spilles ved at musikeren sidder ovenpå kassen og slår på enten forsiden eller siderne; musikeren sidder sjældnere lige bag cajón'en. Hvis dækket ikke er spændt helt fast, og musikeren slår øverst på dækket, giver det en klaprende og skarp lyd fra slaget. Når dækket er spændt helt fast, opstår der ikke på samme må de store svingninger i træpladen, og lyder bliver dermed kortere og mere tør. Slår man længere nede på kassen, bliver lyden dybere og mere dump med større lydstyrke. Den enkleste måde er at slå med hænderne - flad hånd eller let rundet afhængigt af den lyd, man ønsker. Musikerne kan desuden beskytte sine fingerspidser ved at omvikle dem med plaster. Trommestikker i form af whiskers, køller eller rods (stickclubs fremstillet af bundtede blomsterpinde) til mere blødt og dæmpet akkompagnement er også blevet almindeligt.
Et "slap-slag" med samlede fingre på den øverste kant af kassen giver en lys og hå rd lyd, mens et "tone-slag" med tung hå ndflade længere nede på kassen giver en dybere baslyd og større volumen.
Den oprindelige peruanske cajón var blot en simpel kasse, men flamenco'ens version har blandet guitaren ind i udformningen med "bordones" / strummings, d.v.s. guitarstrenge fæstnet på bagsiden af dækket, hvilket giver en mere "snerrende" eller raslende klang.

Et curiosum
I den smukke film "Motorcykeldagbøger" om Ernesto "Che" Guevaras rejse gennem Sydamerika i 1951-52 er der en scene fra et afsondret spedalskheds- hospital, hvor de sorte patienter synger og spiller på cajones, et enkelt, billigt instrument i folkeeje hos selv de fattigste og mest udsatte i samfundet.

El tres cubano
Også et andet latinamerikansk instrument er på det seneste dukket op i flamenco-sammenhænge, nemlig det cubanske strengeinstrument trés.
Da det katolske kongepar Fernando af Aragonien og Isabella af Castillien i begyndelsen af 1500-tallet sendte flere opdagelsesekspeditioner af sted, beordrede de at der ombord på skibene skulle medbringes strengeinstrumenter til den nye verden og dens kolonisatorer - til religiøse formål, forstås! Men sømændene medbragte tillige deres egne forskellige instrumenter til underholdning på de lange rejser, så både erobrerne og kirkens fromme mænd efterhånden kunne lytte til mere folkelige sange og melodier fra hjemstavnen spillet på tiple (en lille guitar med diskanttoner) og vihuela (instrument med 6 dobbeltstrenge, anses som guitarens forfader).
Senere dukkede "rigtige" guitarer op, fremstillet af afrikanske frigivne slaver, kreoler og bønder efter spansk forbillede i lokale materialer og med simpelt udstyr.
Spanske instrumenter var ikke tilgængelige - der ikke var mange af dem, og de var derfor alt for kostbare for almindelige menneskers pengepung. På den måde skabtes der rundt omkring i kolonierne en mangfoldighed af lokale strengeinstrumenter med strenge af dyretarme eller metal, her iblandt den cubanske tres.
Instrumenterne blev ikke fremstillet efter en bestemt skabelon, kunstnerisk eller rationel idé, men ud fra de forhå ndenværende bestanddele og materialer og ikke mindst instrumentmagerens fantasi og formåen - kort sagt et typisk bondeinstrument.

På Cuba opstod son-genren i den creolske befolkning i begyndelsen af 1900-tallet; det var dansevenlige sange med afsæt i gamle spanske melodier og ballader, akkompagneret af et strengeinstrument - et instrument der både kunne bruges til egentligt melodispil og de såkaldte tumbaos. Tumbao er musikkens rytmiske fundament og løber over 2 eller 4 takter. Oprindeligt blev bå de melodistemmen og det rytmiske akkompagnement spillet af guitar, tiple eller bandolin; men med tiden blev de erstattet af en "indfødt" version af de tre instrumenter: el tres cubano. Tres'en findes ikke kun på Cuba, men også i Puerto Rico - dog er den cubanske tres og de cubanske treseros nok mere kendt på de europæiske breddegrader.

En tres ligner en lille guitar, men strengene er sammensat og stemt på en anden måde end den almindelige guitars toneopbygning. Tres'en har tre par strenge med to strenge i hvert sæt - i alt seks strenge. Fra den lyseste til den dybeste stemmes disse seks strenge i en C-dur skala: sol-do-mi. Hvert strengepar stemmes unisont eller med en oktavs mellemrum. Inden for hvert strengepar er den dybe streng beviklet, mens den lyse er en enkel metalstreng. Med denne kombination opretholder de to strenge den samme spænding, selv om de er stemt forskelligt. Mange treseros har deres egne må de at sammensætte sættene på , hvad der kan give spillet meget forskellige udtryk.
Den mest almindelige sammensætning mellem oktaverede og unisone strenge i de tre strengepar er som følger:
(Store bogstaver angiver den dybe oktav og dermed den beviklede streng)
1 g/G c/c E/e
2 g/G c/c e/e

Tres'en spilles med plektrum; især i de rytmiske passager er det godt at have et ekstra stort og stærkt plektrum, så man kan lægge mere kraft i spillet.

Hvorfor lige tres i flamenco?
På Cuba har der været mange store og berømte treseros. I Europa opnå ede son-genren opnåede en umådelige popularitet med Ry Cooders film "Buena Vista Social Club", hvor den amerikanske guitarist samlede en flok af fordums store sangere og musikere og lavede dels dokumentarfilmen om deres liv og karrierer og dels arrangerede turneer til bl.a. Spanien. Med i gruppen var den aldrende tres-spiller og charmeur Compay Segundo og den mere upolerede Eliades Ochoa, der spiller på en hybrid mellem tres og guitar. Også gamle orkestre som Vieja Trova Santiaguera og nye grupper, der holder traditionen i hævd, har været med til at sætte nyt fokus på denne genre med smukke, romantiske viser og ballader om hvardagslivet, kærligheden og længslerne - og skabt interesse for tres'en som et supplement til guitaren. Bå de Vieja Trova Santiaguera og Eliades Ochoa med gruppe har besøgt København, og der er sikkert ikke mange, der ikke har stiftet bekendtskab med filmen om musikerne fra den gamle natklub Buena Vista Social Club eller sangene derfra.

En overordentlig spændende flamenco-gruppe fra Morón de la Frontera så dagens lys i 1998. Det er Son de la Frontera, som spiller både meget traditionel flamenco af Diego del Gastor-skolen, men tillige blander arabiske melodier og cubanske toner ind i flamenco-repertoiret.
Gruppen har været backing for sangerinden Martirio og været på flere turneer på Cuba, i Colombia, Puerto Rico og Venzuela. Skulle de ikke have hørt tres'en med son-bølgen i Spanien, har de ganske givet hørt den i Latinamerika. Der er skub i sejlene hos de sprudlende artister, hvor den ene af gruppens strengespillere i en del af numrene har skiftet guitaren ud med en tres cubano - med fine melodiløb og sprøde klange som egentlig passer meget godt sammen med guitarens mere solide anslag og karakter. Og vips! har vi endnu et latinamerikansk instrument ind i flamenco-varmen.